En pige med migræne iført en grøn t-shirt, der ligger i sengen med et tøjdyr og en klud over panden.
Xenia Fiona Jensen

Migræne hos børn – symptomer og behandling

Ikke kun voksne, men også børn kan lide af migræne. Omkring 3-10% af alle børn er plaget af migræne, og procentdelen stiger gennem barndommen og ind ungdomsårene. Det anslås, at omkring 20% af teenagere får periodiske migræneanfald.

Migræne hos børn påvirker drenge og piger lige voldsomt i de yngre år, men under og efter puberteten er tilstanden mere almindelig hos piger end hos drenge.

Heldigvis vokser mange børn fra migræne og deres symptomer forsvinder før puberteten. Men det er ikke altid tilfældet. Hvis migræneanfaldene begynder i løbet af ungdomsårene, er der stor sandsynlighed for at de fortsætter gennem voksenalderen.

Migræne hos børn forbliver ofte ubehandlet, fordi børn har svært ved at forstå og beskrive, hvad der foregår. Det betyder, at deres klager og symptomer ikke altid tages alvorligt. Migræneanfald kan påvirke børn voldsomt. Således kan symptomerne forstyrre både skolegang og fritidsliv, og forårsage ringe præstationer i skolen, savn af kammerater og forringet følelsesmæssige funktion. Anfaldene kan endda føre til depression, angst, eller søvnproblemer.

Hvis du har mistanke om, at dit barn har migræne, er det vigtigt at være opmærksom og hjælpe barnet med at få den hjælp, det har brug for.

Hvordan ved jeg, om mit barn har migræne?

Det kan være svært at vide, hvornår et barn har en migræne. Ikke alle børn vil være i stand til fuldt ud at forstå, hvad der foregår eller har sprog til at beskrive deres symptomer.

Desuden, jo yngre barnet er desto mere atypiske kan symptomerne være. Måske føler barnet ikke de karakteristiske hovedsmerter forbundet med den klassiske migræne. Ofte har barnet ondt i maven eller lider af svimmelhed istedet. Disse atypiske symptomer hos børn kan gøre det svært for både barn og forældre at identificere et migræneanfald, når det sker.

Når det er sagt, er der nogle almindelige symptomer på børnemigræne, man som forældre skal holde øje med.

Almindelige symptomer på migræne hos børn

  • Hovedpine og smerter, som regel på begge sider af hovedet
  • Dunkende smerter
  • Kvalme
  • Opkastninger
  • Bleghed
  • Følsomhed over for lys og lyd
  • Mavesmerter

Disse symptomer er meget lig dem, som den voksne migræniker oplever, dog med enkelte forskelle. Hos den voksne mærkes smerten oftest i den ene side af hovedet, mens den hos børn normalt mærkes på begge sider. Migræneanfald hos børn er også normalt af kortere varighed end hos voksne.

Ovenstående liste indeholder nogle af de mest almindelige og grundlæggende migræne- symptomer hos børn. Men der er også andre, mindre tydelige symptomer at holde øje med.

Andre tegn og symptomer på migræne hos børn

  • Svaghed i den ene side af kroppen
  • Forvirring
  • Taleproblemer
  • Vertigo (anfald af svimmelhed)
  • Torticollis (hoved tilter til den ene side)
  • Cyklisk (tilbagevendende) opkastning
  • Abdominal migræne (smerter i maven, der normalt varer 1-2 timer)

Anfald af cyklisk opkastning, abdominal migræne og selv køresyge senere i livet er ofte relateret til barndommens migræne.

Har dit barn migræne med aura?

De fleste børn har ikke migræne med aura, men enkelte har. Aura er en samling af symptomer eller tegn, der advarer om, at et egentligt migræneanfald er på vej.

Sådanne symptomer gør at barnet eksempelvis:

  • ser zig-zag linjer
  • har sløret syn
  • føler prikken i arme og ben
  • har svært ved at tale tydeligt 

Hvis dit barn har migræne med aura, advarer disse tegn om et forestående anfald, hvorpå du kan tage de nødvendige forholdsregler for at hjælpe barnet.

Ikke alle børn vil være i stand til at beskrive de ovennævnte symptomer. Ofte bliver de stille eller blegere end normalt. Eller de græder, gynger frem og tilbage eller gemmer sig – og er ikke i stand til at fortælle, hvor det gør ondt, eller hvad der er galt.

Jo ældre barnet bliver desto mere ligner symptomerne dem, den voksne migræniker oplever.

Diagnosticering af migræne hos børn

Da børn ikke altid ved, hvordan man beskriver, hvad der sker, kan diagnose af migræne hos børn være meget vanskelig.

Rådfør dig med din børnelæge, hvis du mener, at dit barn udviser tegn på migræne.

Din læge vil sandsynligvis spørge ind til

  • hvordan det føles før, under og efter hovedpinen
  • hvor smerten opstår
  • hvornår og hvor ofte anfaldene kommer
  • hvor længe de varer
  • hvilke symptomer barnet oplever
  • hvad der gør tilstanden bedre, alternativt forværrer den
  • om ændringer i position gør smerten værre
  • hvorvidt der er en kendt trigger
  • om der er nogle advarselstegn før hovedpinen starter
  • om du har bemærket ændringer i barnets adfærdsmønster, personlighed, eller måde at gå på
  • om barnet har problemer med at sove

Til hjælp i processen, er det nyttigt at holde en detaljeret dagbog over dit barns hovedpine og symptomer. Dette vil gøre det nemmere for din børnelæge at stille en korrekt diagnose.

I enkelte tilfælde vil lægen bede om at få taget blodprøver, få foretaget en MRI eller en CT-scanning, eller eventuelt en søvnundersøgelse for at bekræfte diagnosen endeligt.

Årsager til migræne hos børn

Hvis dit barn er diagnosticeret med migræne, er det nyttigt at vide, hvad der kan udløse migræne hos børn.

Almindelige migrænetriggere hos børn

  • Stress
  • Mangel på søvn
  • Ændringer i spisemønstre
  • Visse fødevarer
  • Ændringer i vejret
  • Dehydrering
  • Transportsyge
  • Menstruation (for piger)
  • Ændringer i rutiner

Ofte kan det at springe et måltid over eller glemme at drikke vand forårsage et migræneanfald. Ligeså ændringer i rutiner, som at komme for sent i seng eller at opholde sig i et nyt miljø.

Stress (enten positiv eller negativ) er en meget almindelig udløsende faktor for børn. For eksempel kan en test i skolen eller en spændende begivenhed trigge et migræneanfald.

Det er vigtigt at føre en migrænedagbog og her notere de symptomer, barnet oplever, de fødevarer barnet indtager, ændringer i rutiner, søvnmønstre, i det hele taget alt hvad du finder relevant. Dette vil hjælpe dig med at identificere mulige triggere.

Sådan behandles migræne hos børn

Hvis dit barn oplever et migræneanfald, er det vigtigt at handle hurtigt og finde en behandlingsplan, der hjælper til at reducere barnets ubehag så meget som muligt. Korrekt behandling, også i samarbejde med lægen, kan tage højde for nogle af de følgevirkninger, der forbindes med gentagne migræneanfald, herunder skolefravær, søvnproblemer og følelsesmæssige udfordringer.

En migrænebehandlingsplan vil tage udgangspunkt i faktorer som barnets alder, hyppigheden og sværhedsgraden af hovedpinen, barnets tolerance over for medicin, procedurer og behandlinger; og jeres families personlige præferencer.

Behandling af migræne hos børn begynder som regel med håndkøbsmedicin. Hvis det ikke virker, kan læger ordinere receptpligtig medicin til at tage, når et migræneanfald starter. I særligt vanskelige tilfælde kan lægen ordinere forebyggende medicin. Endelig er der integrative behandlingsmuligheder, som du kan vælge at forfølge.

Ting du kan gøre derhjemme

De mest effektive metoder til at lindre migrænesmerterne inkluderer:

  • At lade barnet sove i et mørkt, stille og køligt rum. Søvn er ofte den bedste måde at slippe af med migræne.
  • At give barnet smertestillende medicin som ibuprofen eller panodil.
  • At være til stede og trøste barnet.
  • At lægge ispose på barnets hoved.
  • At lade barnet drikke vand og spise de ting, det holder af.

Medicin mod migræne hos børn

Hvis håndkøbsmedicin ikke er tilstrækkelig til at lette symptomerne, kan lægen foreslå receptpligtig medicin.

Medicin kaldet triptaner kan anvendes til større børn for at stoppe migrænen i at udvikle sig og indtages ved det første tegn på et anfald. Triptaner anbefales normalt ikke til brug hos yngre børn.

Dit barn kan også blive ordineret en anti-brækmiddel til behandling af opkastning eller en beroligende pille for at kunne sove.

Forebyggende medicin

Hvis dit barn stadig lider meget og har tilbagevendende migræneanfald, kan forebyggende muligheder overvejes. Der er flere forskellige medikamenter, der kan tages dagligt i håb om at forhindre migræne i at opstå:

Amitriptylin, Topamax, Gabapentin, propranolol, antihistaminer og beta-blokkere er alle eksempler på forebyggende medicin, der anvendes til børn og unge.

Integrative muligheder

Du kan vælge at arbejde med en bred vifte af sundhedspersonale i din søgen efter en behandlingsplan, der virker for dit barn. Mange mennesker rådfører sig med ernæringseksperter, psykologer, akupunktører, naturlæger, fysioterapeuter osv.

Livsstil og forebyggelse

Enkle livsstilsændringer kan hjælpe dig med at støtte dit barns sundhed og forebygge at migræneanfald opstår.

Her er nogle ting, der kan hjælpe dit barn:

  • Drikke vand
  • Spise regelmæssigt
  • Sove tilstrækkeligt og regelmæssigt
  • Være fysisk aktiv
  • Opretholde gode daglige rutiner
  • Undgå for mange aktiviteter og have for travlt
  • Stresshåndtering

Det sidste er af særlig betydning. Stress er en hyppig migræneudløser. Mange børn føler sig presset af skoleudfordringer og fritidsaktiviteter. Hvis dit barn oplever stress i dagligdagen kan stresshåndtering være vejen frem.

Meditation og mindfulness under vejledning er for mange børn nyttige værktøjer.
Biofeedback terapi er en metode, der lærer barnet om hvordan stress påvirker kroppen, og hvad barnet selv kan gøre for at forhindre stressen i at tage overhånd.

Konklusion

Det er altid svært at se på, at et barn er smerteplaget og lider. Migræne er ingen undtagelse. Så lav en handlingsplan, som giver dig selv og dit barn mulighed for at håndtere migrænen så godt som muligt.
Share on facebook
Share on twitter
Share on linkedin
Share on pinterest
Share on email

Vil du have interessante artikler og nyheder hver måned?

Skriv dig op til vores nyhedsbrev ved at indtaste din email nedenfor
Migræne

Migræne og fødevarer

Lær om de almindelige mad migræne triggere, lær hvordan du identificerer dine unikke triggere og hvordan du kan bruge ernæring til at forbedre din migræne.

Læs Mere »

Vi bruger cookies til at levere indhold, til statistik samt at forbedre din oplevelse på hjemmesiden. Ved at bruge hjemmesiden accepterer du betingelserne for brug af cookies.

Login to your Rehaler account