food1
Xenia Fiona Jensen

Kan magnesium og andre kosttilskud lette migrænesymptomer?

Kan kosttilskud virkelig lindre eller forhindre migrænesymptomer? Ingen ved det med sikkerhed.

Ikke desto mindre fortæller mange migrænikere, at både intensiteten og frekvensen af deres migræneanfald påvirkes positivt, når de tager tilskud som fx magnesium og riboflavin.

Derfor er behovet for naturlige og medicinfri alternativer til den medicinske migrænebehandling øget. Men virker disse tilskud reelt? Og mere vigtigt, er de sikre at bruge?

Det er nødvendigt at gå lidt i dybden for at finde svar på spørgsmålene – og det har vi gjort. I denne guide vil vi præsentere de relevante fakta bag de 3 mest populære kosttilskud, der bruges i naturlig migrænebehandling. Måske du får mod på at afprøve deres virkning på din egen migræne?

Kosttilskud #1 — Magnesium

Magnesium findes naturligt i fødevarer som nødder, bladgrøntsager og fuldkorn. Altsammen dele af en sund kost. Imidlertid har studier vist, at migrænikere har tendens til at have lavere niveauer af dette vigtige mineral.

Mangel på magnesium kan potentielt trigge migræne, og mineralet spiller en vigtig rolle for blodtrykket udover at styrke funktionen af muskler og nerver.

Hvis det er tilfældet, må det give masser af mening at tage magnesium som en del af din migrænebehandling, ikke sandt? Virkningsgraden er dog afhængig af typen af den migræne, du lider af, dine eksisterende magnesiumniveauer og hvilken anden behandling, du får for din migræne.

For eksempel har det været nævnt, at magnesium kan lindre  menstruationsmigræne, og mere generelt kan stoffet være nyttigt for dem, som oplever aurasymptomer før den egentlige migrænehovedpine. For meget magnesium er ikke godt, så tal med lægen, før du beslutter dig for at gå i gang.

For at finde ud af, om magnesium kan lindre eller forhindre dine migræneanfald, kan du prøve med et tilskud på 400 milligram om dagen. Det er nødvendigt at tage tilskuddet i mindst 3 måneder, før en eventuel virkning er opnået.

Bivirkninger ved magnesiumtilskud som migrænebehandling

De fleste kosttilskud har bivirkninger, som det er vigtigt at kende – og magnesium er ingen undtagelse. For meget magnesium kan forårsage kvalme, diarre og muskelkramper. Særdeles ubehageligt! Heldigvis er bivirkninger af magnesium ikke hyppige, da kroppen skaffer sig af med overskuddet på naturlig vis.

Når det er sagt, er det vigtigt at få målt dit magnesiumniveau hos lægen. Hvis det allerede er højt, har tilskud intet formål og skal undlades.

Magnesiumtilskud kan også interagere med nogle typer antibiotika, som f.eks. aminoglycosider, der på samme måde som magnesium påvirker musklerne. Så at tage begge på samme tid kan give problemer med musklerne og skal undgås.

Magnesium nedsætter naturligt blodtrykket, så magnesiumtilskud kan ikke anbefales, hvis du i forvejen får medicin mod for højt blodtryk.

Kosttilskud #2 — Riboflavin (eller vitamin B2)

Riboflavin, også kendt som vitamin B2 findes i grøntsager, kød, mandler, æg og mælk og bruges ofte som kosttilskud for at sikre et godt energiniveau.

Hvis hjernen er i energiunderskud, kan konsekvensen være migræneanfald. Et tilskud af riboflavin menes at kunne nedsætte risikoen for migræne, måske helt forhindre det efter et stykke tid.

Det taler for denne teori, at et enkeltstående studie som testede riboflavin som eneste migrænebehandling så, at over halvdelen (59%) af de, som tog 400 mg om dagen af dette vitamin oplevede en reduktion af deres migræner med mindst 50%.

Da dette er det eneste studie, som udelukkende undersøger vitamin B2, er der desværre ikke noget endegyldigt bevis på, at B2 eller riboflavin kan lindre migræne. Undersøgelserne fortsætter dog og mange patienter rapporterer om fordelene ved at tage dette kosttilskud. Så det er måske et forsøg værd?.

Hvis du vælger at prøve dette vitamin som migrænebehandling, skal du tage 400 mg hver dag i 3 måneder før resultatet er klart.

Bivirkninger ved riboflavintilskud som migrænebehandling

Der er meget få bivirkninger ved indtagelse af riboflavin. Ved doser over 400 mg kan man i sjældne tilfælde og over kortere tid opleve kløen, følelsesløshed og gulfarvet urin.

Riboflavin omsættes i leveren, og hvis man tager antidepressiv medicin sideløbende med riboflavin, er der risiko for en ringere virkningsgrad. Indtagelse af alkohol kan også reducere virkningen af riboflavin. Tal med lægen før opstart!

Kosttilskud #3 — Coenzym Q10

Coenzym Q10 er en kemisk forbindelse kroppen selv producerer og som findes i cellerne. Q10 beskytter os mod sygdomsfremkaldende bakterier og vira udover at generere energi til kroppen.

Eftersom vi selv producerer Q10, er det ikke indlysende logisk at få det gennem det vi spiser, selvom fisk som laks og tun indeholder stoffet. Så hvis man ønsker at øge sit Q10 niveau, må man gøre det gennem kosttilskud.

Hvad kunne grunden være til at migrænikere skulle have behov for øget Q10?

Undersøgelser antyder, at Q10 som kosttilskud kan medvirke til at reducere både migrænesymptomer og hyppigheden af migræneanfald.

en undersøgelse blev 32 migrænikere behandlet med Q10 i doser på 150 mg om dagen. Ved slutningen af forsøget rapporterede 60% af deltagerne, at hyppigheden af deres migræner var faldet med 50%. Ikke dårligt!

Data fra eksperimentet viste dog, at det tog 5-12 uger før resultatet kunne ses. Så hvis du går i gang med Q10 tilskud som migrænebehandling, er opskriften altså 150 mg om dagen og tålmodighed i 3 måneder, før du vurderer den endelige effekt. Det er altid godt at konsultere din læge før opstart.

Bivirkninger ved Q10-tilskud som migrænebehandling

Der er få bivirkninger ved at tage Q10, men hvis du tager for meget, kan du potentielt opleve en brændende fornemmelse i munden, appetitløshed og kvalme.

Migrænepatienter tåler generelt Q10 godt og tilskud af stoffet indebærer ingen reel helbredsrisiko. Q10-behandling kan foregå parallelt med andre migrænebehandlingmetoder uden problemer for de fleste.

Så er kosttilskud en mulighed for dig?

Videnskaben bag denne artikel tyder på, at kosttilskud er sikre og potentielt kan være hjælpsomme som en del af din migrænebehandlingsplan. Dog er det altid godt at tage en snak med lægen, før du begynder at tage et nyt præparat.

Udover kosttilskud som hjælp til at reducere dine migræneanfalds hyppighed og intensitet, er det vigtigt at checke din livsstil og foretage de nødvendige justeringer.

Migræne kan langt hen ad vejen lindres gennem sund kost, motion og gode sovevaner. Ligeledes er det vigtigt at undgå de særlige og ofte individuelle migrænetriggere som f.eks. alkohol, stress, skærmarbejde osv.

Så find din egen balance med inspiration fra ovenstående og forhåbentligt kan du begynde at opleve en bedring i dine migrænesymptomer.

  • Kan Rehaler hjælpe dig?

    Ved hjælp af få svar, kan du finde ud af om Rehaler kan hjælpe dig og din migrænetype.

Vi bruger cookies til at give dig en god online oplevelse i forhold til vores tjenester. Ved at bruge rehaler.com accepterer du betingelserne for brug af cookies. Lær mere.

Login to your Rehaler account